Med opløsningen af Sovjetunionen i december 1991 mistede det tidligere politiske magtcentrum Moskva kontrollen med de tidligere sovjetiske republikker og sin status som supermagt. Rusland måtte herefter indrette sin udenrigspolitik efter den nye verdensorden og redefinere dets nationale interesser. Til trods for, at det sovjetiske imperium var forsvundet, havde landets politiske elite ikke fuldstændigt glemt fortidens storhed. De tidligere republikker i Sovjetunionen fik stor opmærksomhed, idet man anså disse som et fundamentalt for russisk indflydelse grundet den fælles historiske fortid, geografiske nærhed, strategiske vigtighed samt den indbyrdes økonomiske afhængighed. Den udenrigspolitiske kurs inden årtusindskiftet motiveredes snarere af ønsket om at varetage landets stormagtsinteresser end af et helhjertet ønske om at blive en nationalstat, på lige fod med andre europæiske stater. Man kan sige, at en tiltagende påståelighed i forhold til de tidligere sovjetiske republikker har været til stede, hvilket afspejler selve essensen af den post-sovjetiske tankegang, nemlig projektionen af russisk magt og indflydelse i dette område. En adfærd, som prægede den russiske udenrigspolitik op igennem 1990′erne, bidrog til opfattelsen af Rusland som en regional magt med henblik på dets disponible ressourcer, parallelt med Ruslands ønske om at blive stormagt udtrykt i nostalgi, stolthed og ambition. Med de tidligere sovjetiske republikker har man stadig en naturligt sammenfaldende udenrigspolitiske, sikkerhedspolitiske og økonomiske interesser, derfor betragter Rusland republikkerne som sin retmæssige indflydelsesfære.

Vladimir Putin blev russisk præsident i år 2000 og han fremhævede, som for gængeren Boris Jeltsin, at det nære udland havde højeste prioritet i udformningen af landets udenrigspolitik. Dette områdes vigtighed understregedes, idet russisk udenrigspolitik i forbindelse med det nære udland havde manglet økonomisk effektivitet. Blandt Ruslands udenrigspolitiske forbindelser. Blandt Ruslands udenrigspolitiske forbindelser med det nære udland har forholdet til Ukraine en særlig betydning. Dette skal ikke ses i lyset af landets størrelse, dets geografiske placering vis-a-vis Europa, men også fordi Ukraine, efter russisk opfattelse, har en særlig plads i russisk historie, kultur, psyke og identitet. Forbindelsen mellem landene har således været Putins motiv for at indlede et tæt økonomisk samarbejde med Ukraine. Det forventedes således, at den nye præsident efter valget i november 2004 ville forsætte Leonid Kutjmas samarbejdspolitik og lade Rusland udvide dets økonomiske tilstedeværelse i landet. Men resultatet af præsidentvalget blev et udenrigspolitisk nederlag for Putin, hvor den provestlige kandidat Viktor Jusjtjenko vandt den orange revolution. Officielle resultater for præsidentvalget viste at Jusjtjenko fik flere stemmer i den vestlige del af Ukraine end i den østlige del. Omvendt fik den prorussiske kandidat Viktor Janukovich flere stemmer i den østlige del end i den vestlige del, det hænger sammen med den regionale spaltning mellem befolkning i Ukraine, et udtryk for sammenblandingen af nationale identiteter som er historisk funderet. Det har siden Jusjtjenko valgsejr været vanskeligt at acceptere, Ukraines søgen efter et tættere udenrigs- og sikkerhedspolitisk samarbejde med vestlige institutioner, grundet det tætte historiske, kulturelle og økonomiske fællesskab mellem de to lande. Ukraine har været og er forsat dybt afhængig af den russiske energiforsyning, ligesom den økonomiske vækst i væsentlig grad skyldes stærke økonomiske forbindelser med Rusland. Energiafhængigheden blev udstillet under den uenighed, der opstod om prisstigningerne på de russiske leverancer af naturgas, førte til, at Rusland lukkede for gasforsyningen til Ukraine januar 2006. Man kunne tro, at den nuværende russiske præsident og hans regering førte en udenrigspolitik, med imperialtiske tendenser. Men der førtes snarere en politik baseret på geoøkonom, som søger at udvide Ruslands indflydelse for at skabe stabilitet og sikkerhed internt. Fra russisk side mener man ikke, at landet kan fratages dets politiske og økonomiske interesser i det post-sovjetiske område, og Kremls politik kan fortolkes som en bestræbelse på at fastholde sin indflydelse i regionen for at skabe stabilitet og økonomisk profit snarere end imperialistisk kontrol.

Det i indledningen skitserede perspektiv åbenbarer, at fokus er fjernet fra fortidens geopolitik, betragtning af politiske forhold ud fra et geografisk synspunkt specielt som begrundelse for magtpolitik, og erstattet med geoøkonomi. For at sikre en sund økonomi og en modernisering af det russiske samfund har præsident Putin indset, at han må benytte udenrigspolitikken til at sikre væsentlige indtægter til den russiske stat. Forudsætningen for Ruslands genrejsning som stormagt er primært en udenrigspolitik der skaber økonomisk vækst og sekundært opnåelsen ag geopolitiske mål. Det er derfor værd at bemærk, at det russiske nationale sikkerhedskoncept betoner, at den største trussel mod Rusland er af indenrigspolitisk karakter. De sociale vilkår fremhæves; fattigdommen og de sociale problemer er bl.a. en følge af den negative udvikling i den russiske økonomi efter Sovjetunionens opløsning. Hvilke motiver lå bag Kremls udenrigspolitik? Bar forhandlingerne mellem Rusland og Ukraine om prisen for naturgas i januar 2006 vidnesbyrd om Kremls energiimperialisme? Eller var det en måde at straffe den nye regering i Ukraine på? Forhandlingerne kunne ses som Kremls forsøg på at normalisere de eksisterende økonomiske relationer med Kijev ved at etablere en markedsbaseret pris for leverancer af gas. I forlængelse af denne tanke drejede forhandlinger for Kreml sig øjensynligt om at reducere tilskudene til ukrainsk økonomi, så de frigjorte midler kunne bruges til at modernisere det russiske samfund. Der kan have været andet på spil end blot penge. Ukraine havde siden selvstændigheden søgt at definere sig som et europæisk land. Rusland havde sideløbende haft besvær med at sin nationale identitet, og landenes fælles historiske fortid blev af russiske politikere brugt som påskud for deres uadskillelighed.